• Fjern diverse personlige ejendele
Det kan være en god idé at fjerne souvenirs, personlige billeder, flasker med alkohol eller andre ejendele, som kan fjerne fokus fra selve boligen.
• Ryd op og gør rent
Giver et mere struktureret billede af boligen. Det er vigtigt, at køber kan identificere sig med boligen og føle sig hjemme.
• Fiks små skønhedsfejl
Det er en rigtig god ide at reparere småskader, som for eksempel tapetskader og træværk, som trænger til at blive malet eller afvasket. Husk også eventuelt at smøre dør- og vindueshængsler, ordne hængende køkkenlåger og male eventuelle rustne rør. Er du startet på ”småprojekter” i boligen, skal du gøre dem færdig før første fremvisning.
• Sæt planter og blomster frem
Potteplanter eller friske velduftende blomster i vaser kan sætte køberne i en positiv stemning og få dem til at føle sig hjemme fra første minut.
• Lad ikke huset stå tomt
Du har måske allerede købt en anden bolig og er flyttet dertil, med det er vigtigt, at du lader enkelte møbler blive stående i boligen og gerne dem alle. Dette er vigtigt, da boligen ellers vil virke meget kold, og køber kan have svært ved at føle sig hjemme.
Du har også mulighed for at låne møbler ved ”samarbejdspartner”, som kan møblere din bolig, så den fremstår så præsentabel som muligt. Dette koncept kan ofte være fordelagtigt i liebhaverboliger.
Hvis køber får indtryk af, at det er et skilsmissehjem eller at sælger er bundet op på to huslejer, vil køber næsten altid forsøge at presse prisen.
• Husk at slå græsset og rydde sne
Hvis der er have eller udenomsarealer til din bolig, så hus, at en velpasset plæne og ryddelige bede og gange kan give det første indtryk af, at der er tale om en velplejet ejendom.
• Overvej hjemmebag i ovnen og kaffe på kanden
Duften af frisk brød fremkalder ofte gode minder og sætter derfor køberen i en god stemning. En afslappet stemning vil altid holde mere på køberen, hvilket ses som et godt tegn.
• Få boligen til at fremstå lys
Et lyst og venligt hjem præsenterer sig langt bedre end et dunkelt. Træk gardinerne fra og rul persiennerne op. Om aftenen og i gråvejr er det en god idé at tænde så mange lamper i huset, som man finder naturligt. Boligen fremtræder dermed lys og venlig. Tænd også stearinlys, da dette altid giver en hyggelig og afslappet stemning.
• Undlad husdyr
Har du hund eller kat, skal man huske på, at det ikke er dyrene, men boligen der skal vises frem. Ikke alle er lige begejstrede for dyr, og de fleste vil sætte pris på, at der ikke løber kæledyr omkring ved fremvisningen. Køberne skal have mulighed for at se sig om i fred og ro.
Forlad evt. selv boligen i slutningen af fremvisningen, så køber selv får mulighed for at se og diskutere boligen uden din/jeres tilstedeværelse.
Forhandling af pris(evt. før modtagelse af bud)
Når en interesseret, potentiel køber kommer med et bud på boligen, er det vigtigt, at du ikke blankt afviser dette bud, heller ikke selv om det er langt under dine forventninger. Man bør derimod se ethvert oplæg som en start på forhandling.
Ved forhandlingen er det vigtigt, at du overvejer:
• Hvor god tid har du som sælger?
• Hvor god tid har køber?
• Hvor stor interesse har der været for boligen – antal fremvisninger og henvendelser?
• Har der været andre bud på boligen? Hvis ja, hvordan er disse i forhold til nyeste bud?
• Får klarlagt hvem af parterne, der betaler omkostningerne af handlens berigtigelse. Det er sædvanligvis købers udgift.
Ved fremvisningen af boligen er det en god idé at få kontaktoplysningerne på de potentielle købere, da du så har mulighed for at følge op på fremvisningen og fastholde den potentielle købers interesse. Ved et bud på boligen er det også vigtigt at oplyse dette til andre interesserede, da disse kunne være interesseret i at komme med et bud.
Før indgåelse af aftale
Inden en købsaftale skrives og inden parterne er blevet enige om pris og vilkår for handlen, er det meget vigtigt, at alle dokumenterne og i særdeleshed tilstandsrapporten, samt tilbudet om ejerskifteforsikrings og sælgers tilbud om at betale halvdelen af præmien på denne er overleveret til køber.
Dette er meget vigtigt, da man som sælger ellers ikke kan fraskrive sig sit 10-årige ansvar for skjulte fejl og mangler ved boligen.